En verden er kommet til verden inde i verden – uddrag af Inger Christensens “Det”
En verden er kommet til verden inde i verden. En sammentrængt verden, et forstenet perspektiv, en ufremkommelig fastlagt mening, så velunderbygget, med betonfundamenter, stålkonstruktioner, med sammensvejsede blokmassiver, kolosformationer, fæstnet i et blændværk af vidtdrevne udtryk, er kommet til verden, har ordnet sig sat sig fundet sted, en by. Et standardiseret kaos, med fiktionen i orden.
Sådan set er byen en masse. En porøs masse. En klump med hulrum og slugter, med huller, skakte, kanaler og rør, med tunnelgange, hulheder, undergrund og indadvendte kamre. Kasser hægtet sammen hængt op forsøgsvis fungerer omsider, tjener især til opbevaring og lukker sig tæt om de dertil indbyggede indbyggere. Sluser dem sammen, skiller dem fra hinanden giver dem et sted at være mens de venter.
Sådan set er byen en forstening, et hult arrangement, en forkalket oversøisk svamp af beton, hvis labyrintiske forgreninger og blindveje tvinger de midlertidigt tilstedeværende indbyggere til at søge. Denne søgen fordeles over vejnet, busnet, tognet, via gadedøre til trapper, elevatorer, repos’er videre gennem gange, korridorer, omsider gennem forlokaler, baglokaler til lokaler hvor man venter.
Sådan set er byen en labyrint. En labyrint bestående af mindre labyrinter, hvis midlertidigt bevægelige indbyggere holder fiktionen i orden, bevæger sig afmålt f.eks. på fabrikker, tilpasset bevæger sig regelmæssigt, bundet, f.eks. fastholdt i tid og rum af de midlertidigt tilstedeværende ting, der bevæger sig afmålt, tilpasset, regelmæssigt, bundet til fiktionen, fastholdt af indbyggerne.
Sådan set er byen en fiktion. Et system af funktioner der fungerer for at fungere, for at noget andet kan fungere, og fordi noget andet fungerer. Et system af fiktioner, der fingerer for at fingere, for at noget andet kan fingere, og fordi noget andet fingerer. Den midlertidigt fungerende fiktion holdes i midlertidig orden af midlertidigt fingererede kontorer o.s.v. o.s.v. til fiktionen fungerer.
Sådan set er byen et kontor: en central administration af tilbøjelighed, bevægelse, illusion. Tilfældige indbyggeres tilfældige liv tilfældige død registreret, analyseret, omsat i tal og tabeller, i kvantitativ statistik. På et passende stort tilfældighedsgrundlag, og med en passende stor materialeophobning af irrationelle elementers liv, død bliver det muligt at give illusionen en logisk form.
Sådan set er byen en logisk form. En produktion, der producerer et forbrug, der forbruger en produktion, o.s.v. En produktion af midlertidigt tilstedeværende indbyggere, der forbruger sig selv, mens de producerer de midlertidigt tilstedeværende ting som de så ligeledes forbruger. Ved dette dobbelte forbrug holdes fiktionen i orden hvilket igen holder indbyggerne i orden så de kan leve logisk.
Sådan set er byen en dobbelt glemsel. Et system af forbrug, der er i stand til at skjule alle de skjulte overgange mellem liv og død. En glemsel der viger tilbage for at betragte sig selv som glemsel. En glemsel der er glemt. Gemt under det nærliggende nærværende, de midlertidigt tilstedeværende forretningers tilstedeværende ting og tingenes subtile struktur der organiserer indbyggernes uro som ro.
Sådan set er byen ro og orden. Alle de tilstedeværende indbyggere der kendetegnes ved bevægelse og uro, opretholder en rolig og stabil beskæftigelse, hvor hver bevægelse, hver enkelt indbyggers bevægelser er tilpasset alle de tilstedeværende ting, og hvor enhver uro, hver enkelt indbyggers uro kanaliseres ud i en samlet produktion af alle de tilstedeværende ting, som opretholder ro og orden.
Sådan set er byen en cirkel. De midlertidigt bevægelige indbyggere sætter sig selv og hinanden i bevægelse og sætter derved cirklen i bevægelse. Indimellem, mens cirklen holder fiktionen i gang, bevæger de midlertidige indbyggere sig langsomt, står stille i parker, på pladser og torve, eller sidder på bænke, i restaurenter og biografer som om der var tale om frihed. Altså er der tale om frihed.
Sådan set er der tale om frihed. Om at glemme og blive glemt. Dække den tilfældige dæd med det tilfældige liv. Lægge labyrinter til rette der skjuler det sted, de steder hvor byen i forbifarten tømmer sig for det den har fortæret: den bøjede tilbøjelighed, den ubevægelige bevægelse og den illusionsløse illusion. Passende mængder af tilfældigt liv der giver den tilfældige død en logisk form.
Uddrag fra Prologos i “Det” af Inger Christensen (1969)
Inger Christensen (16. januar 1935 i Vejle – 2. januar 2009 i København) var en dansk forfatter. Da hun døde beklagede den internationale presse, at hun ikke med en Nobelpris havde opnået den hæder, hendes værk berettigede hende til. Hun debuterede i 1962 med Lys og fik sit gennembrud med Det i 1969, der betragtes som et af den danske modernismes hovedværker, men samtidig også en slags farvel til bevægelsen.
Inger Christensens forfatterskab spænder meget bredt over eksperimenterende romaner til systemdigtning til essays og meget andet. Hun var først og fremmest kendt for sin lyrik og betragtes som en af Danmarks mest respekterede digtere.